Elektrouddannelse i ny og forbedret udgave

Uddannelsen til elektrotekniker skifter navn til automatiktekniker i elektrobranchen. Under det nye navn findes en mere fleksibel og tidssvarende uddannelse.

I et tæt samarbejde med Industriens Uddannelser, har brancheforeningen for danske elektroværksteder, Repamotor, drøftet og udarbejdet en afløser for elektroteknikeruddannelsen. Denne uddannelse, som er navngivet automatiktekniker i elektrobranchen, er et svar på de nye og forandrede krav elektrobranchen oplever i disse år.

De nye typer arbejdsopgaver, som branchen i stigende grad skal tage sig af, stiller anderledes krav til de færdiguddannede medarbejdere. Derfor bliver den nye uddannelse tilført to ekstra skoleperioder i forhold til tidligere. Dermed vil der nu være i alt fem skoleperioder og fem praktikperioder i hovedforløbet, ud over det 20 uger lange grundforløb.

Uddannelsen tager i alt fire år at gennemføre.

Den grundige revidering af uddannelsen giver rum til, at man kan kvalificere lærlingene på et bredere spektrum og sikre en bredere samlæsning af de forskellige faglige færdigheder, en færdiguddannet medarbejder må forventes at skulle besidde.

Den nye uddannelse sikrer dermed en langt bredere kompetenceprofil, som vil finde en sammenhæng mellem alle de områder, en automatiktekniker i Elektrobranchen skal mestre. Det drejer sig om områder indenfor automatik, mekanik og vedligehold, herunder også forebyggende vedligehold.

Har du flere spørgsmål til den nye uddannelse, kan du rette henvendelse hos konsulent Jørn Hedin fra Industriens Uddannelser på telefon 3377 9161 eller e-mail jghindustriensuddannelser.dk.


Bogmærk og publicer

NY UDDANNELSE

Nu kommer den nye uddannelse til Automatiktekniker i Elektrobranchen. Den nye uddannelse vil tage fire år at gennemføre, og byder både på mere og bredere faglighed, mere sammenhæng, og mere specialisering. Alt sammen områder, der er påkrævet for branchens udfordringer i fremtiden.






 
 
 

 

 

 

 
 
 
 
 
 
 

 



Metal- og Maskinindustrien - En del af DI 1787 København V. Tel: 3377 3355 Fax: 3377 3380 E-mail: mmiafddi.dk